Denne kronik bringer vi hermed på hjemmesiden, da vi mener, at vi må handle nu for at beskytte amerikanske forskere, datainfrastruktur og den frie tankes globale økosystem. Det er ikke nok at udtrykke bekymring over udviklingen i USA. Danske og nordiske universiteter, fonde, civilsamfund, regering og Folketing må etablere en samlet beskyttelsesindsats for truede amerikanske forskere. I kronikken, som blev bragt i Politiken 2. april 2025, peger Forskerbevægelsen på en række muligheder.

Beskyt den frie tankes globale økosystem!

Kronik bragt i Politiken 2. april 2025, skrevet af Forskerbevægelsens bestyrelse

“Universiteterne søger ikke viden og sandhed. De søger bedrag og løgne. Og det er på tide at være ærlig omkring det faktum. […] Professorerne er fjenden!”. Talen afsluttes med et stort bifald fra salen, en national konservativ konference i november 2021, hvor den nuværende amerikanske vicepræsident J.D. Vance lige har tordnet mod universiteterne. Ordene og de mulige følgevirkninger heraf, der dengang virkede som et fjernt mareridt, udrulles nu for øjnene af os. Vores kolleger i USA er bange og nogle frygter ikke blot for deres karriere, deres forskning – men ligeledes for deres sikkerhed. I disse måneder ruller en hidtil uset politisk offensiv ind over de amerikanske universiteter. Under Trump-administrationens anden periode ser vi lige nu en systematisk afvikling af støtte til forskning i klima, køn, diversitet og sundhed. Herudover en systematisk undergravning af universiteternes frihed og økonomi til skade for enhver slags forskning uanset emne. Censur, politisk kontrol og fjernelse af data fra offentlige databaser er blevet hverdag. Hundredvis af forskere er blevet fyret uden varsel – ofte blot fordi deres arbejde indeholder ord og begreber, som regeringen ønsker fjernet fra den offentlige bevidsthed. Det, der engang var verdens førende forskningsnation, bevæger sig nu mod en tilstand, hvor forskning kun tolereres, hvis den bekræfter en politisk ønsket virkelighed.

Den akademiske frihed – en af grundpillerne i ethvert oplyst demokrati – er i frit fald i verdens tidligere førende vidensnation. Og vi i Europa, Danmark og Norden må spørge os selv: Hvad gør vi, når fri forskning og kritisk tænkning trues ikke blot lokalt, men globalt? Hvordan sikrer vi, at det globale korthus af idéstrømme ikke ramler? Hvordan kan vi aktivt støtte dem, der i disse år bærer den frie tanke under vanskelige vilkår?

Det er ikke første gang, verdens forskningsøkosystem har været truet. Under 1930’ernes fremvækst af fascisme og antisemitisme i Europa måtte utallige jødiske og andre politisk udsatte forskere flygte fra deres hjemlande. USA blev dengang et fristed for intellektuelle – blandt dem nobelpristagerne Albert Einstein, Hans Krebs, Ernst Chain og Bernard Katz, men også Frankfurterskolens tænkere som Adorno, Horkheimer og Marcuse. Disse eksilforskere formede ikke blot det 20. århundredes idéhistorie og videnskab – de genopbyggede den. De bragte med sig ikke blot viden, men en erfaring med modstand, med tvivl, med at tænke frit i et ufrit rum.

Det er vigtigt at huske på, at netop denne intellektuelle eksilbevægelse ikke blot overlevede, men blomstrede i nye omgivelser. Det amerikanske universitetssystem blev styrket og forandret af deres ankomst og trækker fortsat lange tråde op til i dag – både internt i akademia, men ligeledes i samfundet. Europa blev igen hjem for mange af deres ideer i efterkrigstiden. I dag er rollerne byttet om. Det er i USA, den frie forskning nu er under pres. Og det er her i Europa, vi må gentage den gestus, vi selv modtog, og tilbyde beskyttelse – ikke kun af medmenneskelighed, men fordi den frie tanke er global, og vi alle lider, når den undertrykkes ét sted. Det der sker lige nu for øjnene af os, er svært at begribe – men gribes må det, da historiens gang har vist os, at disse nuværende angreb på den akademiske frihed samt ytringsfriheden blot kan være første anslag til yderligere og en mere livsfarlig hetz mod fritænkere.

Trump-regeringen har slettet sundheds- og klimadata fra statslige hjemmesider som CDC (Centers for Disease Control and Prevention), NIH (National Institutes of Health) og NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration). CDC er USA’s føderale sundhedsmyndighed, der har ansvar for sygdomsovervågning, smitteforebyggelse og folkesundhedspolitik. CDC indsamler og offentliggør epidemiologiske data og spiller hermed en afgørende rolle i håndteringen af pandemier og forebyggelsesprogrammer, hvilket er ikke blot væsentligt for folkesundheden i USA men globalt. NIH er USA’s største offentlige sundhedsforskningsinstitution og er et af verdens førende forskningscentre, der blandt andet råder over vigtige databaser såsom ’PubMed’. NOAA samler de amerikanske data om vejr og klima, så de bliver tilgængelige for forskere og offentligheden.

Offentlige forskningssider har fået påført advarsler, der fraskriver sig ansvar for videnskabeligt indhold. Føderal støtte til universiteter er blevet inddraget med henvisning til politisk utilfredshed. Forskere er blevet fyret for deres emnevalg – alene fordi de beskæftiger sig med klima, transkønnedes rettigheder eller diversitet. Halvprivate aktører, som Elon Musks DOGE-gruppe (Department of Government Efficiency), er blevet sat til at lede klapjagten på kritiske forskere og uddannelses- og forskningsinstitutioner. Klapjagten inkluderer overtrædelse af armslængdeprincipper, afbrydelse af føderal støtte, ulovlig indsigt i og misbrug af sensitive persondata for både ansatte og studerende. I et af de mest ekstreme eksempler har regeringen gennem eksekutive ordrer fået studenteraktivister anholdt uden dom. Herudover er der med alle disse tiltag skabt en usagt legitimering af chikane af forskere fra Elon Musks voldsparate ’troldehær’ på X, hvorfor amerikanske forskere er bange for at stå frem med ansigt (og hermed personsensitive informationer). 

Samtidig angribes selve universitetsinstitutionen indefra. Der er iværksat initiativer til at fjerne finansiering fra universiteter, der ikke lever op til regeringens ideologiske krav. Diversitets- og inklusionsprogrammer (DEI) bliver lukket, forskningscentre nedlægges, og undervisere censureres eller trues, hvis de beskæftiger sig med uønskede emner. Klima- og kønsforskning er blandt de mest udsatte felter, men i praksis bliver alle områder af forskningen ramt. Lovgivning er blevet fremsat i flere stater, der forbyder undervisning i bestemte teorier og begreber – en direkte undergravning af undervisningsfriheden.

Forskere og studerende oplever en voksende frygtkultur, hvor selv-censur og begrænsninger breder sig. Mange overvejer at forlade USA – og nogle har allerede gjort det. Akademiske miljøer lammes, når frygten spreder sig. En hel generation af yngre forskere – postdocs, ph.d.-studerende og nyansatte – står nu i fare for at få afbrudt eller ødelagt deres karriere. Deres afhængighed af føderale midler gør dem særligt sårbare, og uden adgang til undervisning, netværk og data trues deres fremtidige bidrag til videnskaben. Dette er ikke blot kulturkamp. Det er et autoritært opgør med kritisk tænkning og med universiteter som frirum for viden og debat.

Den internationale forskningsverden begynder nu at reagere. ALLEA, det europæiske fællesskab af videnskabelige akademier, har udtrykt "alvorlig bekymring" over den amerikanske regerings politiske censur, frysning af bevillinger og angreb på forskningsfrihed. De advarer om, at det kan få "ødelæggende konsekvenser" for globale samarbejder og forskningsgennembrud – ikke mindst i sundhed, klima og social retfærdighed.

Samtidig har Norges forsknings- og højere uddannelsesminister, Sigrun Aasland, indkaldt sine nordiske kollegaer – herunder den danske minister – til krisemøde om, hvordan vi bedst beskytter forskningsdata og samarbejder. Universitetet i Bergen har f.eks. allerede igangsat arbejde med at redde vigtige datasæt i samarbejde med internationale partnere. Bekymringen går på, at tidsserier og data – opbygget gennem årtier – kan gå tabt og kompromittere forskning i alt fra polarområder til folkesundhed.

Det franske universitet Aix-Marseille har allerede modtaget den første amerikanske forsker og universitetet har tilbudt flere amerikanske forskere asyl som led i et program, der skal gøre franske universiteter som ’et sikkert sted’ for Trump-udsatte forskere.

Forbindelserne mellem europæiske og amerikanske forskningsmiljøer er ikke bare faglige; de er historiske, personlige, menneskelige. Hvis ikke vi reagerer nu, risikerer vi at svække en hel generation af forskere – ikke kun i USA, men i hele det globale forskningsnetværk. Eskaleringen er allerede i fuld gang.

Vi i Forskerbevægelsen mener derfor, at vi må handle nu. Det er ikke nok at udtrykke bekymring. Vi opfordrer danske og nordiske universiteter, fonde, civilsamfund, regering og folketing til at etablere en samlet beskyttelsesindsats. Danmark må stille midlertidige forskerstillinger til rådighed for truede amerikanske forskere og give adgang til forskningsinfrastruktur og netværk, som vi har gjort for ukrainske kolleger – og gjorde for polske jødiske forskere i begyndelsen af halvfjerdserne. Der skal oprettes adgang til europæiske arkiver for forskere i eksil, og vigtige datasæt, der huses i USA og er udsat for en digital bogafbrænding – særligt inden for klima, sundhed og social ulighed – skal kopieres og beskyttes her.

I den forbindelse bør vi også udvikle nye mekanismer til hurtig overførsel af data og projekter til europæisk grund, hvor juridisk og politisk beskyttelse er mulig. Det kunne være en særlig databeskyttelsesenhed under Horizon Europe, en udvidet adgang til danske supercomputere eller et "forsker-asyl" for digitale ressourcer. Den globale forskningsinfrastruktur skal ikke være prisgivet enkelte nationalstaters luner. Den er vores allesammens ansvar.

Vi foreslår, at danske universiteter tilbyder "affilierede" positioner til amerikanske undervisere, som ikke længere må undervise i deres hjemland, og at vi gennemgår forskningssamarbejder med henblik på at sikre transparens, etik og inklusion. Det kræver også, at dansk lovgivning tilpasses, så vi kan tage imod forskere og deres familier hurtigt og uden bureaukrati. En særlov må sikre adgang til bolig, daginstitutioner, sprogkurser og opholdstilladelse. Her kan vi tage ved lære af de strukturer, der blev oprettet under modtagelsen af ukrainske akademikere i 2022.

Helt konkret og akut foreslår vi oprettelsen af Operation Sokrates: Et nationalt program for amerikanske forskere i eksil. Programmet bør drives af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, der har den rette faglighed uafhængig af politiske og økonomiske interesser. Amerikanske forskere skal modtage fireårige stipendier, så der er tid til både at etablere sig og fortsætte et ph.d.-forløb eller forskningsprojekt i samarbejde med kolleger fra hver af de 10 universiteter i det danske rigsfællesskab. Programmet skal være åbent for forskere på tværs af discipliner og med mulighed for at medtage deres ph.d.-studerende og familier.

Hvis Operation Sokrates skal blive andet end en smuk idé, kræver det, at ministeren kan gå aktivt ind i løsninger på linje med sin norske kollega. Herudover bør de danske universiteter lave en koordineret indsats og åbne dørene. Folketingets partier kan bruge en relativt lille andel af midlerne fra forskningsreserven, og de store forskningsfinansierende fonde som Novo Nordisk Fonden og Carlsberg kan støtte med en venlig tanke på, hvad det amerikanske marked har gjort for dem. Vi opfordrer derfor alle disse parter til at løfte opgaven nu. Vi tilbyder selvfølgelig også al hjælp og assistance, hvor det er relevant. 

Samtidig bør vi bruge krisen i USA som lejlighed til at rette blikket indad. For den akademiske frihed er ikke kun under pres i USA – den står også skrøbeligt i Danmark. Flere internationale undersøgelser har placeret Danmark lavt, når det gælder forskningsfrihed. Det gælder især forskernes mulighed for at deltage i den offentlige debat, kritisere politiske beslutninger og vælge deres egne forskningsspørgsmål. I en tid med stigende politisk styring, detailregulering og eksternt bevillingspres er det nødvendigt at genopfinde forskningsfrihedens rammer også herhjemme.

Vi bør se krisen i USA som et spejl og et forstørrelsesglas på egne vilkår. Angrebene på den akademiske frihed i USA er derfor ikke blot et advarselstegn, men en anledning til at styrke vores egne demokratiske søjler. Den uafhængige forskning er ikke kun et spørgsmål om frie valg af metoder og emner; den er forudsætningen for, at forskningen kan være en reel modmagt, et korrektiv, en kritisk stemme i samfundet. Den indebærer retten – og pligten – til at stille de svære spørgsmål, også til de strukturer og beslutninger, der former samfundet.

Derfor må vi styrke forskernes ytringsfrihed, sikre armslængde i styringen af forskningen og investere i forskningsmiljøer, hvor langsigtet, risikovillig og uafhængig forskning kan trives.

Men vi bør ikke nøjes med at reagere. Vi må også tænke langsigtet og kreativt. I Forskerbevægelsen tænker vi ikke kun på de etablerede forskerinstitutioner. Vi kunne også forestille os opbygningen af frie, grønne universiteter inspireret af højskoletraditionen. Universiteter, hvor forskere og studerende bor sammen og tænker sammen. Hvor styringen er frisat fra ministerielt detailregime og eksterne finansieringslogikker. Hvor der lægges vægt på kritisk, kreativ og tværfaglig tænkning. Hvor den materielle ramme bygger på degrowth-principper: lavt forbrug, lokal selvforsyning og mere tid til refleksion frem for konstant produktion. De frie universiteter kunne huse flere amerikanske forskere (samt deres familier) og skabe frirum for nye idépotentialer.

Disse universiteter kunne være fyrtårne for frihed, i et Europa, der netop har mulighed for at vise globalt lederskab i en tid, hvor USA ser ud til at trække sig fra rollen som garant for akademisk åbenhed. Det er løsningsmodeller, som vi i den nordiske forskerbevægelse og gennem Nordisk Sommeruniversitet har beskæftiget os med det seneste år. Nu synes tiden imidlertid mere rigtig end nogensinde til faktisk at skabe noget nyt, hvilket er en nødvendighed i en tid, hvor den frie tankes globale økosystem trues.

Krisen er derfor en anledning til ikke blot at redde, hvad reddes kan – men ligeledes til at skabe nye strukturer, hvis vi tør.

Historien har vist os, at når den frie forskning trues ét sted, må den forsvares fra alle sider. Vi skylder vores kolleger i USA ikke blot solidaritet – men handling. For vi ved, at hvis det kan ske der, kan det ske her.

Akademisk frihed er ikke en luksus, men en nødvendighed for ethvert oplyst samfund.

Forskerbevægelsen, 2.april 2025